fredag den 4. marts 2011

Skruk?

Det er ikke for ingenting, at tvillinger ofte ikke får yngre søskende - det er svært at overskue at skulle have en mere, når sådan to-på-en-gang giver rigeligt at se til i hverdagen.

Tre par jeg kender, havde en i forvejen, før de fik tvillinger, men ingen jeg kender som fik tvillinger først, har fået børn efterfølgende, og det forstår jeg sgu godt.

Og indtil videre har jeg også været vaccineret mod at skulle have flere. Mit problem pt. består i, at tre piger i min nærmeste omgangskreds enten lige har født (for 48 timer siden), havde termin i går (er dog ikke gået i fødsel i skrivende stund) eller skal føde i løbet af den næste måned (og det er tvillinger). Og så er det lige, jeg godt kan se mig selv blive virkelig skruk! Hvilket jeg ikke lige kan overskue.

For der er nemlig i forvejen en her i familien, som er skruk - min mand!!! Og hvis han vejrer bare den mindste smule morgenluft...

søndag den 13. februar 2011

Who'd have thunk....

...at der så skulle gå en hel måned uden lyd herfra. Men altså, der er liv i det lille hjem og som så ofte før, tager det magten fra mig og fucker med alle mine forsæt :D

 I dag er det faktisk 3 år og 4 måneder siden, at pigerne blev født. Ikke helt til at fatte synes jeg, men i det mindste bliver det mindre opslidende at være mor. Ja tak, jeg er klar over, at sådan en udtalelse har begrænset levetid, men lad mig nu bare leve i vildfarelsen et par år endnu, tak!!

torsdag den 13. januar 2011

Nytårsforsæt...

tænkte jeg den ene dag, hvad skal det så være i år? Ja, altså lige bortset fra de sædvanlige om at få tabt de der overflødige kilo, jeg tog på, da jeg var på barsel og fik smag for Beier Chokolade?

Tænkte på noget a la Superheltemor10 forsæt, som jo skulle være til at overkomme og vil forsøge at lave min egen lille liste i løbet af ugen her - med forbehold for afbrydelser af et par kaostrolde.

Men ellers skulle det da være at få lavet mere end 19 blogindlæg i 2011.

onsdag den 12. januar 2011

lille flamenco

http://www.flickr.com/photos/den-eneste-ene/5349212437/


liv danser 'flamenco'

tirsdag den 4. januar 2011

Nå, der var den grønne sut...

Må krybe til korset og erkende, at jeg er en dårlig mor, som er skyld i, at mine døtre ender med jordens skæveste tandsæt.

For det der med sutteafvænning, er ærlig talt en kamp, jeg ikke har overskud til at tage lige i øjeblikket. Selv ikke det let overbærende smil, jeg fik af pigernes tandlæge for nylig, da hun konstaterede krydsbid hos dem begge og retorisk spurgte om de stadig brugte sut (det ved hun jo for faen de gør, ellers er der jo intet krydsbid), kan få mig til at blive flov nok til at forsøge at komme på tøsernes alletiders hadeliste, og smide sutterne på porten.

Selv ikke, når jeg mindes, hvor nemt det gik med at få dem til at stoppe med at bruge sutteflasker i sommer, kan det få mig i omdrejninger.

For jeg har svært ved at tro, at det bliver nemt denne gang. Med den nærmest rygeheroinsagtige afhængighed mine piger udviser, især omkring sengetid, får det mig til at ryste i bukserne ved tanken om de timers skrig og skrål, jeg potentielt skal udsættes for.

Når jeg oplever, hvor slemt det kan blive, når en bestemt farve sut pludselig ikke er tilgængelig, kan det da kun gå ned ad bakke, så snart de alle er væk. Tag nu f.eks. her til aften. Der var i forvejen en hvis misfornøjethed blandt damerne, da de absolut ikke mente, at der skulle soves, men da den grønne sut så var væk, var der dømt krisesituation i Camp Silja. Selv ikke med slukket lys, kunne hun overtales til at ibrugtage den leverede sut. Først da en sut med samme udformning blev tilbudt, kunne hun snydes til udskiftning.

Og hvor var den grønne sut så? I mors bh naturligvis, for der var den havnet tidligere, da Silja i begejstring havde leget gemmeleg med den og efterfølgende var blevet distraheret af Liv.

torsdag den 30. december 2010

Opdatering

Så fik jeg endelig opdateret lidt, her på årets næstsidste dag. Faktisk fordi jeg lige skal checke en android app, som jeg fandt for et par måneder siden. Og som altid, sørger pigerne for, at jeg bliver ordentlig distraheret, så jeg ikke får gjort tingene med det samme. 
 
Forstå mig ret, jeg elsker mine tvillingeterrorister over alt i verden, men de er en ordentlig håndfuld kaos og jeg har stadig ikke helt fundet ud af at administrere hjemmelivet, selvom de nu har været her i tre år. Derfor denne forsinkelse - men hvis det viser sig at denne app fungerer ligeså godt, som jeg tror, vil der nok begynde at ske noget mere på denne blog *krydser fingre*