torsdag den 13. januar 2011

Nytårsforsæt...

tænkte jeg den ene dag, hvad skal det så være i år? Ja, altså lige bortset fra de sædvanlige om at få tabt de der overflødige kilo, jeg tog på, da jeg var på barsel og fik smag for Beier Chokolade?

Tænkte på noget a la Superheltemor10 forsæt, som jo skulle være til at overkomme og vil forsøge at lave min egen lille liste i løbet af ugen her - med forbehold for afbrydelser af et par kaostrolde.

Men ellers skulle det da være at få lavet mere end 19 blogindlæg i 2011.

onsdag den 12. januar 2011

lille flamenco

http://www.flickr.com/photos/den-eneste-ene/5349212437/


liv danser 'flamenco'

tirsdag den 4. januar 2011

Nå, der var den grønne sut...

Må krybe til korset og erkende, at jeg er en dårlig mor, som er skyld i, at mine døtre ender med jordens skæveste tandsæt.

For det der med sutteafvænning, er ærlig talt en kamp, jeg ikke har overskud til at tage lige i øjeblikket. Selv ikke det let overbærende smil, jeg fik af pigernes tandlæge for nylig, da hun konstaterede krydsbid hos dem begge og retorisk spurgte om de stadig brugte sut (det ved hun jo for faen de gør, ellers er der jo intet krydsbid), kan få mig til at blive flov nok til at forsøge at komme på tøsernes alletiders hadeliste, og smide sutterne på porten.

Selv ikke, når jeg mindes, hvor nemt det gik med at få dem til at stoppe med at bruge sutteflasker i sommer, kan det få mig i omdrejninger.

For jeg har svært ved at tro, at det bliver nemt denne gang. Med den nærmest rygeheroinsagtige afhængighed mine piger udviser, især omkring sengetid, får det mig til at ryste i bukserne ved tanken om de timers skrig og skrål, jeg potentielt skal udsættes for.

Når jeg oplever, hvor slemt det kan blive, når en bestemt farve sut pludselig ikke er tilgængelig, kan det da kun gå ned ad bakke, så snart de alle er væk. Tag nu f.eks. her til aften. Der var i forvejen en hvis misfornøjethed blandt damerne, da de absolut ikke mente, at der skulle soves, men da den grønne sut så var væk, var der dømt krisesituation i Camp Silja. Selv ikke med slukket lys, kunne hun overtales til at ibrugtage den leverede sut. Først da en sut med samme udformning blev tilbudt, kunne hun snydes til udskiftning.

Og hvor var den grønne sut så? I mors bh naturligvis, for der var den havnet tidligere, da Silja i begejstring havde leget gemmeleg med den og efterfølgende var blevet distraheret af Liv.